”Ved vores første møde med den af ASNET foreslåede kandidat viste det sig umiddelbart, at vi stod overfor den profil, der opfyldte vores krav til selskabets kommende bestyrelsesformand. Vi oplevede en person med en bred erfaring inden for etablering og drift af virksomheder, med vægt på det markedsmæssige, samt branchekendskab, oven i købet med direkte erfaring fra de primære markeder vi havde planer om at penetrere.
Efter en kvalificeret sparring omkring den allerede udarbejdede forretningsplan, fik vi hurtigt etableret den konstruktive dialog, og det samarbejde der blandt andet har bevirket, at vi i dag har en virksomhed, der her på tredje år, har udviklet sig væsentlig bedre end vores mest optimistiske forventninger.
Min bror og jeg har gennemlevet et forløb i opbygningen af V2 Tobacco, hvor vores engagement i det daglige, med direkte arbejde i produktionen, med kunder og det administrative, har været af en sådan karakter, at såfremt vi ikke havde haft de ”åndehuller”, som bestyrelsesmøderne har givet os, kunne vi let have mistet det ”forkromede” overblik over den ekspansive udvikling af selskabet vi har gennemlevet på kort tid. Den løbende kontakt med bestyrelsesformanden har også bevirket vi har fået vendt vore tanker og ideer en ekstra gang, inden beslutning og implementering blev realiseret, altid med fokus på, at der også skal være styr på likviditeten.
Vi kan absolut opfordre andre til at anvende ASNET i søgeprocessen for at finde frem til bestyrelsesmedlemmer, der har de relevante kompetencer, der vil støtte den videre udvikling af virksomheden.”